Højere brevporto for private

Højere brevporto for private

Den almindelige forbruger kommer til at betale gildet, når Post Danmark til nytår gennemfører en stor stigning i portoen for et almindeligt brev.

At sende et fødselsdagskort kommer til at koste 5,50 kroner eller 75 øre mere end i dag. Til gengæld slipper erhvervskunder med en porto på helt ned til tre kroner, hvis de sender mindst 3000 ens breve pr. gang.

For et normalt brev er det en historisk stor portostigning i et hug på 15,8 procent. Men Færdselsstyrelsen, der er kontrollerende myndighed for Post Danmark, har godkendt forhøjelsen, fordi brevpriserne – inden for det fastlagte loft – kun stiger i gennemsnit med 5,7 procent. Det skyldes at forhøjelserne for private modsvares af lettelser for erhvervskunder.

Er man så uheldig at bo i landdistrikter og ønsker sin post inden klokken 10, så kommer den service til at koste 4.650 kroner om året. Post Danmark har tidligere indført denne ordning i byzoner, og her bliver den nye pris 2.325 kroner om året.

Fra årsskiftet er det også slut med postopkrævninger. Postbudet har ikke penge med ud på ruten og kan heller ikke modtage penge. Forsendelser med postopkrævning kan fremover kun foregå på posthuset eller i postbutikker.