Danmark-Medaillen til to store posthistorikere

Carsten Jensen og Henrik Mouritsen blev i forbindelse med ELBO ’21 begge tildelt Danmark-Medaillen. DPHS ønsker begge et stort og velfortjent tillykke med de meget fortjente hædersbevisninger.

Fælles for dem begge er, at de er kendt som meget vidende filatelister og posthistorikere, og de deler gerne og rundhåndet ud af deres viden. Det gælder både i hverdagen, og når de som dommere skarpt og hjælpsomt vejleder den enkelte udstiller. Fælles er også, at begges forskning og uvurderlige forfatterskab tager udgangspunkt i de tofarvede udgaver.

Carsten har bl.a. gennem udarbejdelsen af sin registrant af ”Danske frimærkefrankerede forsendelser til og fra udlandet 1851-1905” bidraget med et uvurderligt opslagsværk for alle, der samler dansk posthistorie i den pågældende periode. Registranten er tilgængelig på hjemmesidens medlemsdel.

Henrik tog pusten fra de fleste, da han for et par år siden udgav ”Dansk Posthistorie 1875-1907” i seks tunge bind, hvor der er viden for hvert et gram. Det bliver mere end vanskeligt at finde noget i den periode, der ikke er fyldestgjort beskrevet i bøgerne.

Alle posthistorikere har helt sikkert deres egne gode minder om møder med de to rare filatelister.

Fra Dansk Posthistorisk Selskab skal endnu engang lyde et stort tillykke med de fortjente tildelinger af Danmark-Madaillen.

På bestyrelsens vegne

Palle Offersen, formand