Brev på afveje
Det viste brev er lidt af et under. Brevet skulle sendes fra København V ind til Halmtorvet – ikke længere end man nemt kan gå på få minutter. Der er derfor også frankeret med lokaltaksten, som i 1944 var 10 øre. Det er tilsyneladende ikke gået så nemt. På stemplet kan man se, at brevet er blevet stemplet på togstrækningen mellem København og Warnemünde. Hvorledes, det er havnet der, er et mysterium, men måske skyldes det en fejlsortering, fordi der ikke i første omgang er lavet en fuldstændig adresse, da man har glemt at skrive København på adressen. Det syntes man måske var en selvfølge, når man nu havde skrevet V, og det var lige om hjørnet. (Forchhammersvej har i dag postadresse på Frederiksberg) Resultatet blev, at brevet ikke alene kommer til Warnemünde, men helt til Hamborg, hvor man sprætter det op og læser det i censuren. Det kan ses på banderolen til venstre, som man efterfølgende lukkede brevet med. Her skriver censoren det manglende Kopenhagen, og så går brevet tilbage til København. Brevet er lidt af en sjældenhed, da man normalt ikke censurerede breve sendt internt i Danmark. Det var normalt kun breve til udlandet, der blev censureret, og normalt ville censuren finde sted enten i København eller Sønderborg. I censuren har de syntes, at brevet var mystisk, for den sjove misfarvning, der ligner en slange hen over brevet, er resterne af et en væske, man strøg hen over for at se, om der var hemmelig skrift, en såkaldt kemisk censur. Mon ikke bare der var nogen, der kom til et kludre i det ved sorteringen af brevet, så det således kom ganske på afveje og ikke nogle hundrede meter længere sydpå? (ok) Interesseret i Posthistorie? Tegn abonnement – meld dig ind i Dansk Posthistorisk Selskab.
|