Højdepunkter fra Posthistorisk Dag 2024

Posthistorisk dag 2024 blev en virkelig velbesøgt og velgennemført begivenhed.

Vi åbnede dørene kl. 12, og mange medlemmer fandt vej til Bolbro denne dag, så der var en livlig handel og bytning ved bordene, og der blev drøftet masser af posthistoriske emner blandt de fremmødte. Tak til alle, som mødte frem – og ikke mindst til Bjarne Heck og Erik Milling, som stillede op med velassorterede salgsboder.

Kl. 16. blev der afholdt generalforsamling med bl.a. en drøftelse af, hvad man fra DPHS kan gøre for at promovere den nyere posthistorie. Tak til Søren Chr. Jensen for at bringe dette vigtige emne på banen. Valgene gik som forventet, og der blev som annonceret valgt en ny formand: Niels Erik Thunbo Pedersen.

Under punktet ‘Eventuelt’ tog næstformand, John Buur Christiansen, ordet og hodt en tale for den afgående formand, Palle Offersen. Tusind tak til Palle for alle de gode ting, du fik gennemført i løbet af de 7 år, du var formand for DPHS!

Som afslutning på den faglige del holdt Morten Pieper et fremragende foredrag om den tidlige postbefordring til og fra – samt på – Bornholm. Der lå masser af forskning bag Mortens præsentation, som helt sikkert satte nogle tanker i gang hos de mange tilhørere.

Endelig var der – efter flere års pause – fælles middag for de tilmeldte, og også denne del af Posthistorisk Dag var yderst velbesøgt. Lidt over 30 personer fik sulten stillet ved en buffet med alskens gode sager. Efter lige omkring 8 timer i godt selskab vendte alle glade og tilfredse hjem fra Posthistorisk Dag 2024.

TUSIND TAK TIL ALLE SOM GJORDE EN INDSATS FOR, AT DAGEN KUNNE GENNEFØRES OG BLEV EN SUCCES!!!