Glædelig jul og godt nytår

Kære posthistoriske venner

Alle ønskes en glædelig jul 2021 og et lykkebringende nytår 2022.

Som 2020 har 2021 ikke været som vi havde håbet, men trods høje smittetal tror jeg, at der er grund til optimisme. Forhåbentlig er den nuværende nedlukning kortvarig. Så vi kan genoptage vores møder i det nye år.

Med 2022 går vi ind i et spændende jubilæumsår, der naturligvis kulminerer med vores store udstilling POST ’22 den 26-27. marts i Hornslet. Jeg håber virkelig at se mange af jer til udstillingen og som deltagere i jubilæumsfesten lørdag aften. Husk at tilmelde jer, mens der er pladser. Også vores jubilæumsbog skrevet af Ole Maintz og med redaktion af Otto Kjærgaard og Jan Bendix, glæder jeg mig til, at vi kan præsentere den 26. marts.

Årets Posthistorisk Dag bliver lørdag den 30. april 2022 i nye lokaler i Odense V. Hvor jeg også ser frem til nogle hyggelige timer med stort fremmøde.

For at få hilst på flest mulige af medlemmerne ser jeg også frem til at besøge afdelingerne i Øst og Vest i starten af det nye år. Og så prøver vi at få startet en afdeling tre op her i Odense med første møde den 17. februar. Alt dette er naturligvis under forudsætning af, at Covid19-situationen ikke hindrer det.

Tak til alle jer, der er med til at gøre posthistorien spændende og levende på hver jeres måde.

De bedste hilsner på bestyrelsens vegne

Palle Offersen, formand