

På DPHS anvisningssalg i juni 2020 købte jeg det ovenfor viste brev til min Samsø-samling. Men brevet volder mig mange kvaler i min analyse:
Brevet kan næsten kun være underfrankeret – men der er IKKE opkrævet efterporto (i 1932 var landsporto for tryksager 0-50 gram 5 øre, som eneste 5 øres portosats).
Brevet er, som jeg læser det, addresseret til Dr jur Gert Bache Sejerø (eller Vejerø). Vejerø (eller Vejrø) kan være den ubeboede ø i Kattegat øst for Samsø eller det kan være øen af samme navn i Smålandshavet.
Frimærkerne er annulleret på Samsø (Koldby 30-5-1932), men afsenderen er en Post Box i København.
Brevet har ifølge påtegninger og stempler været omkring Sejerø, Kallundborg og Fejø, inden det synes at gå retur til København K.
Det er ikke lykkedes mig at finde nogen Dr. jur Gert Bache – hverken via Google eller Det Kongelige Bibliotek (online).
Nu håber jeg på, at nogen her kan hjælpe – f.eks. ved at genkende ‘Post Box 55, København K’ som afsender af andre ‘mærkelige’ forsendelser. Alle andre former for hjælp er selvfølgelig også meget velkomne.
Jeg kan supplere med, at jeg ved købet i juni blev budt ret højt op, så der må være mindst én anden samler, som kunne tænke sig brevet og måske ligger inde med den ønskede viden, eller var det mon sælgeren, der bød mig op? (det er jo set før).
På forhånd tak for alle bidrag!
Niels Erik Thunbo Pedersen