Jeg er bange for, at dit brev er overfrankeret. Hvis vi går ud fra, at brevet har vejet mellem 0 og 20 gram består grundtaksten af brevporto til Norden: 15 øre og luftposttillæg til Europa: 20 øre = 35 øre.
Ekspresgebyret til udlandet i 1935 skelner mellem gruppe I og gruppe II lande; gruppe I-lande var Sverige og Norge og gruppe II -lande var alle øvrige lande, det var muligt at sende ekspres til. Eksprestaksten til gruppe I-lande var 40 øre og til gruppe II-lande 60 øre.
Brevet ser således ud til at være frankeret med det mest gængse eksprestillæg til udlandet, nemlig gruppe II-taksten på 60 øre. Hvis Sverige havde tilhørt denne kategori, havde portoen passet. Men Sverige var gruppe I-land, og taksten var derfor den reducerede på 40 øre. Brevet ser således ud til at være overfrankeret med 20 øre.
Vedr. eksprestillæg til udlandet kan jeg henvise til Lars Jørgensens artikel i NFT 5-6, 1983. Den er uundværlig, hvis man skal analysere ekspresforsendelser.
Med venlig hilsen
Bo Bjerre Jakobsen