Bedrageri – eller når tilfældet spiller med

Viser 6 indlæg - 1 til 6 (af 6 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #59019
    Morten Pieper
    Gæst

    I samlerkredse verserer der desværre rigtig mange – mere eller mindre velunderbyggede – rygter om, at auktionshusene ”fifler” med auktionsbuddene. Det er naturligvis et meget ømtåleligt emne, fordi man som køber står meget svagt, når det kommer til bevisbyrden. De skriftlige bud som auktionshusene modtager, er i sagen natur hemmelige, og kun auktionshuset selv ved helt præcist, hvilke bud der er indkommet på det enkelte lot.

    Hvis et auktionslot starter i 100 kr. og der kun indkommer et skriftligt bud på 500 kr., så kan man godt sætte sig ind i, hvor fristende det må være for et auktionshus at byde med på auktionen. Med et kunstigt bud på f.eks. 390 kr. kommer hammerslaget til at ligge på 400 kr. Ganske enkelt, ingen ser noget og ingen opdater noget – alle er tilfredse.

    Køberen ville jo gå op til 500 kr., så en pris på 400 kr. er meget tilfredsstillende. Sælger er også godt tilfreds, for han fik noget mere for sit lot end forventet ud fra startprisen, og auktionshuset er også tilfreds, for med ekstra 300 kr. i hammerslag er der mindst 100 kr. ekstra i fortjeneste på bundlinjen.

    Uanset hvor glade alle parter er i dette tænkte eksempel, så er det bedrageri. Den skadeslidte er køberen. Han kan ikke bevise noget – han kan kun have en mistanke. Livet går videre og køber må leve med, at tilfældighederne har påført ham en ekstra udgift på 300 kr. plus salær.

    Engang imellem er sammentræf af tilfældigheder imidlertid så usandsynlige, at en sandsynlighedsberegning næsten udelukker tilfældigheden.

    Auktion nr. 144 hos Pumpenmeier OHG i Kirchlengern (Tyskland)
    Jeg havde fundet 7 breve på ovennævnte auktion, som sluttede den 18. september 2010. Det var en auktion, hvor man i løbet af selve auktionsdagen skulle sælge 14.143 lot. Det er i sig selv noget af en bedrift, når man f.eks. hos Thomas Høiland Auktioner (auktion 136) over 3 dage ”kun” kan overkomme at holde auktion over 3.227 lot. Jeg synes nu ellers at der er fart nok over auktionerne i salen hos Thomas Høiland, Postiljonen og Bruun-Rasmussen, men tyskerne er måske lidt mere effektive.

    Som nævnt sendte jeg et skriftligt bud på 7 lot til ovennævnte auktion. Det 6 bud var afgivet på præfil-breve i gruppen ”Altdeutschland, Schleswig-Holstein”. I denne gruppe var der i alt 41 præfil-breve til salg, men kun 7 breve blev solgt. Der var således 34 usolgte breve i denne gruppe.

    Alle mine 7 bud gik igennem – jeg var naturligvis glad.

    Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke var alene om at byde på disse lot. Det er naturligvis sket for mig før, men den anden køber var præcis interesseret i nøjagtig de samme breve som mig. Ikke i nogen af de andre 34 præfil-breve – nej, nej – kun i de breve som JEG var interesseret i. Hvilket sammentræf af tilfældigheder.

    Ved 2 af brevene mistede den anden køber åbenbart pusten 20 EUR under mit max-bud, og på 2 andre breve fik han budt netop så højt, at jeg vandt lottene til mit max-bud. Hvilket sammentræf af tilfældigheder.

    På de sidste 2 lot havde jeg kun bud startprisen respektive lidt over startprisen, og her havde den anden køber åbenbart ikke lyst til at byde med. Hvor heldig kan man være.

    Mit sidste bud var afgivet på et brev i gruppen Thurn & Taxis. Her var det 127 præfil-breve til salg, men kun 19 blev solgt. På forunderlig vis var der igen en anden køber der fulgte med, men tilfældigvis stoppede han lige under mig max-bud. Det var lige min dag !!

    Den anden køber kostede mig 155 EUR + salær m.m., i alt ca. 200 EUR. Det svarer til lidt over 1.500 kr. og det er jo ikke lige småpenge. Prøver man at beregne sandsynligheden for, at jeg på én dag kan være så heldig med mine bud, så kommer man under 1/100.000.

    Mit held forlod mig dog lidt til sidst, for tilfældigvis havde jeg ikke flere penge på min frimærkekonto, så jeg måtte desværre annullere mine bud – ærgerligt. Nu er jeg så blevet udelukket fra dette auktionshus.

    Nå pyt, for med så meget held har jeg nu besluttet mig for at spille med i Lotto. Den store gevinst er så godt som sikker, og så har jeg penge nok til at afgive mine skriftlige bud hos de auktionshuse, hvor tilfældighederne ikke spiller så flittigt med.

    Med mange posthistoriske hilsner
    Morten Pieper

    #59478
    H. Mouritsen
    Gæst

    Hej Morten,

    Jeg er ikke overrasket – desværre. Disse tilstande er meget udbredte i Tyskland.

    Tilsvarende usandsynligheder foregår desværre også i høj grad i Danmark! Jeg kan blandt andet huske en gang på en skriftlig Thomas Højland auktion, hvor jeg bød 2 minutter i lukketid, fik de nuværende hammerslagspriser, og ca. 1-2 timer senere, da de endelige hammerslag blev offentliggjorte, var der tilfældigvis budt på alle mine lot jhelt op til min makspris, men ingen bud over mine bud. Der skete meget på de to minutter…. men jeg var alligevel ekstremt heldig….

    Der er kun én ting at gøre: byd aldrig på skriftlige auktioner med mindre du betragter dit bud som den endelige pris, du kommer til at betale. På live-auktioner: kom selv til auktionen eller betal en kommissionær til at byde for dig i salen! Jeg har en god en, der dækker alle danske auktioner, én der dækker alle tyske auktioner og én der dækker alle amerikanske.

    De bedste hilsner
    Henrik

    #59479
    Morten Pieper
    Gæst

    Hej Henrik
    Du har tilsyneladende ret i, at det er meget udbredt i Tyskland. Jeg valgte også at bringe mit indlæg på tysk i philaforum http://www.philaforum.com (som jeg i øvrigt kan anbefale), og her fik jeg 7 svar og mere end 300 hits på under 24 timer.

    Der var en markant opbakning til mit indlæg, og alle med samme anbefaling: Byd aldrig på skriftlige auktioner – vær selv til stede i salen eller få en kommisionær til at klare dine bud.

    Jeg synes imidlertid det er ærgerligt, at nogen auktionshuse åbenbart tænker meget kortsigtet på indtjeningen i stedet for at arbejde på at opbygge et tillidsforhold til kunderne.

    Jeg mener dog stadigt – lidt naivt måske – at der findes hæderlige auktionshuse, men som en af tyskerne svarede mig: Det er ikke alle der kommer på travbanen der er svindlere, men alle svindlere kommer på travbanen.

    M.v.h.
    Morten

    #59480
    Vagn Jensen
    Gæst

    Efterhånden som man bliver ældre kan det ikke undgås at man tænker på om der er et liv efter dette, og om man skal spille harpe oppe hos skt. Peter, eller man skal i helvede. Hvis det mager sig sådan at jeg får valget, så har jeg besluttet mig for helvede. Hvorfor nu det? Jo, oppe hos skt. Peter er der med garanti ikke en eneste som jeg kan snakke frimærker med, fanden har taget dem alle sammen.
    På gensyn dernede
    Vagn

    #59481
    Finn Jørgensen
    Gæst

    Emnet er åbenbart noget der ligge mange på sinde. I det seneste nummer af ARGE NDP Rundbrief Nr. 83 (medlemsblad for Arbeitsgemeinschaft Norddeutscher Postbezirk) er der sidst i bladet en notits, hvor der gives et eksempel på, hvordan der kan spares penge ved at bruge en kommisionar. Her beskrives det også at auktionshuse ofte ved lot der blot står til “BUD” giver hammerslag til det højeste bud, og dermed ikke reducerer til f.eks. 10% over næsthøjeste bud. Det man byder bliver derfor det man kommer til at betale uanset om man evt. er den eneste budgiver. Surt men sikkert sandt. 🙂 Finn J.

    #59482
    Jørgen Chr. Lei
    Gæst

    Da jeg har forsømt Posthist. Forum en del, ser jeg først nu den interessante diskussion om auktionshuses “fifleri”. Det rejser automatisk følgende spørgsmål om den stigende brug af internetauktioner: Flytter nissen ikke bare med? Hvordan kan man være sikker på, at udbyder ikke har en “stråmand” siddende til at byde op? Dette så meget desto kedeligere, da netauktioner er blevet meget populære, selv om de principielt lider af samme fejl som auktionshuse: Hvad man ikke ser,kan man få ret ondt af!
    Ved personlig tilstedeværelse på en auktion, kan man også blive snydt (“luftbud”)! Frimærkeklubbernes byttedage og “åbne” auktioner er nok stedet for mindst snyd af samlere.
    🙁 J.C. Lei

Viser 6 indlæg - 1 til 6 (af 6 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.