Kedelige tidsskrifter eller da soldaterne skrev hjem

Kedelige tidsskrifter eller da soldaterne skrev hjem

I sidste nummer af Frimærkesamleren skriver redaktøren med nogen beklagelse om den præmiering bladet fik på Hafnia ’01. Den synes umiddelbart uretfærdig, men er ikke noget, man skal opholde sig længere ved. Det vigtigste er vel at vise sit gode produkt frem. En samler fortalte mig engang følgende gåde: ‘Hvordan får man to frimærkedommere til at dømme ens?’ ‘…… man skyder den ene!’

Redaktøren skriver i artiklen: ‘Frimærkesamleren’ er nok for kulørt, og når jeg sammenligner med andre tidsskrifter, som fik højere points, så kan jeg se, at jeg nok skal tilbage til sort/hvid, kedeligt layout, masser af tekst og vanskelig tilgængelige og videnskabelige artikler, hvor specialister skriver for hinanden,…’

Som redaktør af et af de sort/hvid tidsskrifter med masser af tekst, der fik en højere bedømmelse, føler jeg mig lidt ramt, og alligevel…. Hvis nogen ikke skulle vide det, så redigerer jeg Posthistorisk Tidsskrift, og det kan godt falde ind under redaktørens noget barske karakteristik. Dog mener jeg ikke, at bladet er hverken vanskeligt eller kedeligt, men ind imellem er det videnskabeligt. Det skal det også være, for det henvender sig til dem, der ikke bare sætter ting ind i samlingen og nøjes med et AFA katalog, men også ønsker at vide, hvorfor frimærkerne eller brevene eller tingene nu er, som de er. Derfor er Posthistorisk Selskab den tredje – fjerde største sammenslutning af samlere og derfor udkommer bladet i ca. 500 eksemplarer.

At det ikke er kedeligt, men interessant, vil jeg godt illustrerer med en lille (post)historie. Denne artikel kunne have være bragt i Posthistorisk Tidsskrift, men har ikke været det. Mange samlere har sikkert Soldaterfrimærker siddende i deres samling – begge to – både den grønne og den røde, men har måske aldrig spekuleret på, hvorfor de egentlig findes, og den historie er ikke uinteressant, heller ikke for nogen, der ikke holdet Posthistorisk Tidsskrift — endnu.

Soldaterne

Normalt har soldater travlt, når de er i krig og har ikke tid til andet end det. Somme tider får de hjemve eller skal bare have sendt et par ord hjem. Under 1. Verdenskrig satte man dette i system, og det har givet en interessant niche for frimærkesamlerne.

Danmark var som bekendt ikke med i 1. Verdenskrig. Man var dog så beredt, at man indkaldte den såkaldte sikringsstyrke, en hær på hele 50.000 mand, som hovedsageligt var indkvarteret i København og omegn, parat til at gå i krig, hvis det skulle være nødvendigt. Den sidste del af styrken blev først hjemsendt i foråret 1919.

Allerede fra september 1914 satte man det frimærkemæssige i system. De menige og korporalerne i styrken fik hver uge udleveret et 10 øres korrespondancekort og et 5 øres brevkort. Disse takster svarede til landstaksten og lokaltaksten. Det sidste var et fænomen, som ikke findes mere, nemlig, at man kunne sende billigere til destinationer lige i nærheden af afsendelsesstedet.

Som det ses af illustrationen tog man normale korrespondancekort og indsatte i stedet teksten ‘SOLDATERKORRESPONDANCEKORT’. Mærkerne blev overstemplet med bogstaverne S og B, som er en forkortelse for soldaterbrevkort. De fleste af disse er afstemplet i sikringsstyrkens område, men man måtte gerne bruge kortene, når man var på orlov.

I august 1917 overstemplede man to Chr. IX dagligmærker med bogstaverne S og F. Der er en forkortelse af soldaterfrimærker. Man fandt det nemmere at udlevere et 5 øres og 10 øres frimærke. Tilsyneladende overstemplede man flere, end man kunne bruge. Efter krigen stoppede udleveringen af disse frimærker, og en hel del af frimærkerne med SF overtrykket fik yderligere et overtryk, nemlig PORTO. Derved kunne postvæsnet bruge restoplaget som strafportomærker. Der er altså ikke tale om, at det er soldater, der har frankeret deres breve med for lidt porto, men der er tale om strafporto opkrævet hos almindelige mennesker. Det kan ses af, at disse strafportomærker først blev taget i brug i 1921, altså to år efter krigens afslutning og efter hjemsendelsen af sikringsstyrken.

Posthistorien og den rigtige historie går som regel hånd i hånd og spejler således hinanden. Posthistorikere dyrker deres samleri på denne måde, og den måde at samle på er nu så udbredt, at denne type samlere er vokset til en stor forening. Posthistorisk Selskab udgiver 4 gange om året et tidsskrift med artikler om både den gamle og den nye posthistorie. Vi er mange, der ikke mener det er kedeligt, men særdeles interessant og nogle graver så dybt, at det nærmer sig videnskab, men hver bliver jo som bekendt lykkelig med sin måde at samle på.

Det vigtigste er i hvert fald, at man læser noget om sin hobby, hvad enten der sker i Frimærkesamleren eller Posthistorisk Tidsskrift eller andre gode blade og bøger. De, der aldrig læser andet end deres katalog, er dem der bliver snydt på byttedagen af dem, der ved bedre. Så derfor læs, læs, læs. De penge man giver ud på litteratur kommer mange gange igen pga. den viden, man får.

Skulle nogen efter det få lyst til et medlemskab eller et prøveeksemplar af PHT, så kan man trygt henvende sig til undertegnede uden at blive stemplet som kedelig. O. Kjærgaard, Birksøvej 9, 7200 Grindsted.
ottok@surfmail.dk.

Billede: Også soldater fra det mørke Jylland var indrulleret i sikringsstyrken under 1. Verdenskrig. Her er der et soldaterkorrespondancekort fra begyndelse af krigen fra min Grindsted samling, da det er sendt til Sdr. Omme, ca. 10 km fra Grindsted. Senere gik man over til at udlevere de mere kendte Soldaterfrimærker til soldaterne og derved fremkom de to frimærker fra bag i kataloget.