1½-ring stemplet fra Hjørring

Ny tidligst kendte dato for Hjørring-stempel
Den tidligst kendte brugsdato for Hjørrings 1½-ring stempel (ANT IIb) har i nogen tid været 01-04-1851.

Datoen var fremkommet efter analyse af en 4 RBS (se billede), som kun viser fragmenter af 1½-ring stemplet.

Efter at vores medlem Hans Jørgen Høy har stillet spørgsmålstegn ved, om det nu også kunne været rigtigt, har Vagn Jensen set nærmere på stemplet og bekræftet, at det IKKE er Hjørring, men Horsens.

Horsens kendes allerede fra 14-07-1846, og kendes også førstedagsafstemplet 01-04-1851. I øvrigt kendes der flere andre enkeltmærker fra Horsens, hvor 1½-ring stemplet er anvendt til annullering af mærket i stedet for det stumme stempel.

Den tidligst kendte brugsdato for Hjørrings 1½-ring stempel er hermed ændret til den 21-04-1851, ifølge de registreringer som Vagn Jensen er i besiddelse af. Samtidig er der også åbnet op for en fornyet jagt på tidligst kendte brugsdato for Hjørring-stemplet.