Den sidste weekend i marts 2022 fejrer Dansk Posthistorisk selskab sit 50 år jubilæum i Hornslet Hallen ved at vise de bedste af de bedste posthistoriske eksponater i Danmark. Over 200 rammer med masser af højt bedømte eksponater, samlet på et sted, på en weekend.
Alle eksponater er inviteret til at udstille, og bredden af de udstillede eksponater er meget stor. Samlerne har pillet appetitvækkere ud fra deres samlinger, som de er specielt stolte af, som vi vil bringe her på siden. Det betyder ikke, at det er det eneste objekt, der er værd at se i eksponatet, for eksponaterne er fyldte med sjældne objekter, hvor dette kun kan appellere til fordybelse i de eksponater, men har interesse i.
På udstillingen er måske et af de mest nørdede eksponater leveret af Otto Kjærgaard. Titlen på eksponatet er ‘Oh Lonesome Me – High Seas Relayed Ocean Letters’. Her vises et helt specielt posthistorisk fænomen, nemlig breve som både har været telegraferet og sendt med almindelig post. Med opfindelsen af den trådløse telegrafi, kunne man sende ”breve” fra et skib til et andet i nærheden, som måske netop var på vej i havn og derfor kunne poste brevet ved ankomst til havnen, så brevet kom hurtigere frem. Så et Ocean Letter er først telegraferet mellem to skibe, og det modtagende skib har postet brevet ved ankomst til næste havn. Nu var sømændene ikke mere ’lonesome’ på havet.
Det blev et internationalt fænomen for alle store skibsnationer fra 1911, og Danmark blev det sidste land, der opgav disse ’radiobreve’ i 2005, hvorimod de fleste opgav at bruge dem ved udbruddet af 2. Verdenskrig – med få undtagelser.
Danmark var lidt efter med at få installeret radioer og oprette en ’Ocean Letter service’, men tilbød denne service på de 4 store Atlanterhavslinere mellem København og New York på de fire danske skibe S/S Hellig Olav, S/S Oscar II, S/S United States og S/S Frederik VIII fra 1917, da man kunne krydse Atlanterhavet igen efter krigen.
Det viste brev – det tidligst kendte – er telegraferet fra S/S Oscar II på vej til New York, da de møder S/S Hellig Olav, der er på vej til København, og telegrafisten på S/S Hellig Olav skriver så brevet og poster det ved ankomsten til København. Det gik meget hurtigere end at poste et brev ved ankomsten til New York.