Randrup posthistorie..

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #79407
    Bjarne Jensen
    Deltager

    Jeg søger om hjælp om posthistorien i Randrup, beliggende i Sønderjylland. Er der nogen som kan hjælpe mig angående dette?

    Især vil jeg gerne vide noget om diligencer eller dagvogne som har kørt til og fra Randrup.

    #79485
    Niels E. Thunbo
    Keymaster

    Hej Bjarne. Tak for et interessant og præcist spørgsmål, men der er åbenbart ingen, der ligger inde med denne specifikke viden. For lidt siden mødtes bestyrelsen for DPHS (online) og i den efterfølgende hyggesnak vendte vi bl.a. din forespørgsel, men ingen ved noget om sagen – desværre. Jeg håber, der på et tidspunkt dukker noget op hos en eller anden, så du kan få et svar.

    Med venlig hilsen
    Niels

    #79487
    E. Christensen
    Deltager

    Hej Bjarne. Hvor i Sønderjylland ligger egentlig Randrup? søgning på nettet giver kun resultater fra Ålborg og Midtjylland sø. for Viborg.     Du kan evt søge oplysninger i det nærmeste Lokalhistoriske Arkiv. Jeg er selv formand for et sådant, og vi har lidt viden om vores lokale postvæsen.

    Mvh. Erik

    #79488
    Peter Kr. Bech
    Deltager

    I følge Danske Posthuse side A – 135 Var den oprettet som BRS under Løgumkloster 1-12- 1853 og nedlagt ved krigen i 1854.

    #79489
    Bo Bjerre
    Deltager

    Bjarne Jensen har uddybet sin efterlysning i en mail til mig:

    “Jeg søger oplysninger om Randrup (Randerup) som ligger mellem Løgumkloster og Ballum i Sønderjylland. Jeg ved at brevsamlingsstedet blev oprettet den 1. december 1853 underlagt Løgumkloster. Afstået til Tyskland den 30. oktober 1864. Andet ved jeg ikke om dette lille brevsamlingssted.

    Jeg har købt et postkort fra Randrup, hvor diligencen holder uden for kroen, så mine spørgsmål er følgende: Ved du hvor brevsamlingsstedet lå i Randrup? Ved du hvem der var brevsamler? Kørte der ikke en dagvogn mellem Løgumkloster og Ballum i 1850erne?

    Men postkortet kan jo ikke være fra den tid, så hvor kan jeg få yderligere oplysninger om dette brevsamlingssted? Hvad skete der med brevsamlingsstedet? Jeg håber du kan hjælpe mig, eller fortælle mig hvor jeg kan finde sådanne oplysninger.”

    Det er desværre kun ganske lidt, jeg kan hjælpe med. Som Peter Bech nævner, blev brevsamlingsstedet oprettet 1.12.1853 underlagt Løgumkloster. Efter Sønderjyllands afståelse til Preussen i 1864 fortsatte det nogle år og blev iflg. DAKA-kataloget nedlagt  31.7.1866. Hverken i den danske eller tyske tid blev der tildelt stempler til brevvsamlingsstedet.

    Det eneste sted jeg derudover kan finde brevsamlingsstedet Randrup (på nutidsdansk: Randerup) nævnt, er i Aage Tholls artikel: Tønder-Ribe rutens brevsamlingssteder – nogle supplerende oplysninger, i Nordisk Filatelistisk Tidsskrift nr. 1, 1959. Han viser her et håndtegnet kort hvor det fremgår, at Randrup lå placeret på ruten Ballum-Bredebro-Løgumkloster, der i Bredebro krydsede Tønder-Ribe ruten. Tholls ærinde med artiklen er at analysere nogle blækannullerede forsendelser frankeret med HERTZOGTH. SCHLESWIG-mærker og sendt til Visby-mølleren. Han nævner i den forbindelse, at “I det således begrænsede område var Randrup det eneste brevsamlingssted, som ikke var forsynet med stempel (…). Formelt burde brev fra Randrup til Visby (i hvert fald i den danske tid) sendes over Ballum eller Løgumkloster for at blive annulleret og “sidestemplet”, men i praksis blev det sikkert tolereret, at brevene blev blækannulleret i Randrup og sendt direkte til Bredebro”.

    Det besvarer desværre ikke så mange af dine spørgsmål, men det er alt, jeg kan bidrage med.

    Vedrørende placering af brevsamlingsstedet kan et af de lokalhistoriske arkiver måske hjælpe?

    Venlige hilsener
    Bo

    #79490
    Bjarne Jensen
    Deltager

    Tak Bo, for dit uddybende svar, jeg vil gå videre gennem de lokalhistoriske foreninger.

    Venlig hilsen

    Bjarne Jensen

    #79491
    Bjarne Jensen
    Deltager

    Svar til Erik.

    Randrup (Randerup) ligger placeret på ruten Ballum-Bredebro-Løgumkloster.

    Jeg vil gå videre gennem de lokal historiske arkiver.

    Venlig hilsen

    Bjarne

    #79493
    Bjarne Jensen
    Deltager

    Randerups posthistorie.

    Randrup Brevsamlingssted blev oprettet den 1. december 1853 hvor det var underlagt Løgumkloster. (Ifg. DAKA-kataloget), nedlagt 31. juli 1866. Hverken i den danske eller tyske tid blev der tildelt stempler til brevsamlingsstedet. Efter krigen i 1864 blev det underlagt Slesvig-Holstein den 4. marts 1864. Senere afstået til Tyskland den 30. oktober 1864.

    Randrup ligger mellem Løgumkloster Bredebro og Ballum: I 1854 kørte den forenede Brev- og Pakkepost fra Løgumkloster hver tirsdag og fredag formiddag efter postens ankomst fra Åbenrå, og fra Ballum hver søndag formiddag og onsdag eftermiddag.

    Fra Løgumkloster afgik hver onsdag og lørdag en ridende Brevpost til Ballum og fra Ballum afgik der hver tirsdag og fredag formiddag kl. 10.30 en ridende Brevpost til Løgumkloster. I 1863 kørte en daglig forbindelse med åben vogn fra Løgumkloster til Ballum.

    Den 12. juli 1854 underskriver og køber Søkaptajn August Petersen kroen, hvor han driver høkeri og kro i huset i ca. 27 år, hans kone drev forretningen, da han var på søen det meste af tiden. I 1889 den 11. maj underskriver August Petersen, 80 år gammel, et dokument på posthuset i Højer, der udnævner ham til bestyrer af ”posthilfstelle Randerup”. August Petersen sælger i 1881 huset til sin søn.  Der bliver nu bygget to fag mere til huset og det må være herfra han senere har drevet postkontoret. August Petersen dør den 15. februar 1904, 95 år gammel.

    Omkring 1906-07 overtager Niels Skade Randerup Kro og Gæstgiveri, og bestyrer herefter postkontoret og telegrafstationen frem til genforeningen, hvor postkontoret bliver nedlagt.

    Tak til alle som sendte mig videre i systemet for at få disse oplysninger.

    Bjarne Jensen

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.